Man mærker det med det samme. Selv om det ofte er køligt og blæsende i de tidlige forår, hvor vi tager sæsonens første spadestik i Hovlandshagen, er der varmt og stille i den smalle kløft.
Storamyro er med sine omkring 30.000 kvadratmeter suverænt den største af de 12 lokaliteter, som undersøges i Hovlandshagen-projektet 2018-2019, men det er kun en lille, lidt afsides del af lokaliteten, som berøres af projektplanen og som derfor skal udgraves.
Klemt inde mellem to nord-sydgående fjeldvægge ligger en smal strimmel jord på mellem otte og ni meter over havet. Her er god læ for vinden, og når solen om formiddagen når ned i kløften, bliver der hurtigt varmt og behageligt at opholde sig, selv på en kold martsdag.
Klemt inde mellem to stejle fjeldvægge ligger lokaliteten i læ for vind og vejr. Og i begge ender af kløften var der i stenalderen gode landingsforhold, når man kom sejlende med grønsten fra Hespriholmen. Foto: Universitetet i Bergen
Det er formentlig nogle af de samme forhold, der har været afgørende for de mennesker, der gjorde ophold her i stenalderen. For lidt over 8000 år siden var havniveauet mellem syv og otte meter over dagens, således, at der i begge ender af den smalle kløft var ideelle muligheder for at finde tryg havn.
Et kort besøg
Og ind mod bjergvæggen i den nordlige ende af feltet, akkurat, hvor solens stråler rammer, når de først står op over fjeldet om formiddagen, har vi afdækket en fundkoncentration. Den består næsten udelukkende af små og især store grønstensafslag samt groft tilhuggede forarbejder til grønstensøkser og -mejsler.
Den foreløbige tolkning er, at her er tale om en landings- og værkstedsplads for den grønsten, som gennem årtusinder blev brudt på Hespriholmen omkring fem kilometer ude i havet mod vest. Det var her i den beskyttede kløft, råmaterialet blev bragt i land og hugget til mindre, mere håndterbare emner, som siden blev spredt ud langs hele Vestlandskysten.
Langt den største fundkategori ud over en stor mængde afslag fra grønstenstilhugning var forarbejder til slebne trindøkser. Foto: Universitetet i Bergen
Foruden de mange rester af grønstensproduktion er der kun fundet enkelte afslag og flækker af flint, og ingen af de redskaber af flint, som ellers karakteriserer bosættelserne fra stenalderen i området. De få fund af flint er med til at underbygge billedet af, at det vi finder på Storamyro er resterne af et eller få korte ophold, inden grønstensemnerne blev fragtet videre.
En oversvømmet lokalitet
Masserne, som fundene blev gjort i, består af strandsand og -grus, der alt sammen er meget vandrullet. Det skyldes at lokaliteten er blev et oversvømmet efter, at den var i brug.
Geologiske undersøgelser, af hvordan havninveauet ændrede sig gennem stenalderen, viser, at havet i løbet af omkring 1000 år, efter at lokaliteten var i brug, steg cirka fem meter, således at kløften blev oversvømmet og de gode havneforhold forsvandt. Og først i sidste del af stenalderen, for omkring 4500 år siden var havniveauet igen faldet så meget, at kløften igen blev tørlagt.
Oversvømmelsen af lokaliteten, bølgeaktivitet og tidevand i de århundreder, hvor havniveauet steg og sank, betyder, at alle menneskeskabte aflejringer er forsvundet, og vi må kigge langt efter spor af ildsteder, hyttekonstruktioner eller andre af de strukturer, som ses på andre stenalderlokaliteter.
Strandlinjekurven viser, at Storamyro var tørlagt frem til kort før 6000 f.Kr. De gode havnemuligheder opstod, da vandet stor omkring 7-8 meter over dagens havniveau. Får århundreder senere var lokaliteten oversvømmet. Strandlinjekurve efter Romundset (2005) og Vasskog (2006).
Den foreløbige tidsfæstelse af aktiviteterne på Storamyro er derfor primært baseret på vores viden om, hvordan havniveauet ændrede sig gennem stenalderen, og dermed hvornår Storamyro var beboelig, samt en typologisk datering af de mange økseforarbejder. Her er i de fleste tilfælde tale om forholdsvis store forarbejder til de trindøkser og -mejsler, som er typiske i ældre stenalder.